Behavioural theory, Interventions, Mental Health, Self-regulation, Stress and Coping

Den Integrative Model for Tilpasning til Vedvarende Udfordringer (IMACC): Forståelse og støtte af biopsykosocial tilpasning

Af Lis Dreijer Hammond, Aalborg Universitet, Christian Karlsen Hansen og Martin Lehmkuhl Kristensen, RehabiliteringsCenter for Flygtninge, Region Nordjylland, samt Chalotte Glintborg, Aalborg Universitet

Når sygdom eller alvorlige negative livsbegivenheder indtræffer, vender livet ofte ikke tilbage, sådan som det var før. For mennesker, der lever med langvarige helbredsproblemer, består udfordringen ikke blot i at håndtere symptomer, men også i at tilpasse sig et forandret liv. Når denne tilpasningsproces forstyrres, kan det bidrage til angst, depression, dårligere fysisk helbred og et øget forbrug af sundhedsydelser.

Estimaterne for, hvor godt mennesker tilpasser sig langvarige helbredsproblemer, varierer betydeligt, afhængigt af hvordan tilpasning måles. Andelen med utilstrækkelig tilpasning anslås til mellem 16,9 og 62 %, mens andelen med god tilpasning anslås til mellem 13 og 36,3 %. På verdensplan lever mere end én milliard mennesker med flere samtidige langvarige helbredsproblemer. Hvis op mod to tredjedele oplever vanskeligheder med at tilpasse sig, er der et presserende behov for at forbedre støtten til mennesker, der skal leve med langvarige helbredsudfordringer.

Tilpasning handler ikke kun om at følge sundhedsfaglige anbefalinger, og den vedrører heller ikke udelukkende sundhedsadfærd. Den integrative model for tilpasning til vedvarende udfordringer – tidligere kaldet den integrative model for tilpasning til kroniske tilstande (IMACC), er en teori om den biopsykosociale tilpasningsproces, sådan som den opleves af personen selv. IMACC blev udviklet gennem en undersøgelse af type 2-diabetes og blev senere afprøvet og fundet anvendelig i forbindelse med epilepsi, der opstår i voksenalderen. Når IMACC anvendes i samarbejde med personen, kan modellen give direkte indsigt i vedkommendes tilpasningsproces, som beskrevet nedenfor.

Tilpasning er en normal og livslang proces. Når livet forandrer sig, forandrer vi os med det. Negative livsændringer kan imidlertid være vanskelige at tilpasse sig. Ifølge IMACC kan det være nødvendigt at ændre tanker og handlemønstre, der ikke længere er hjælpsomme under de nye livsvilkår, for at få hverdagen til at fungere så godt som muligt. Sådanne ændringer kaldes tilpasningsopgaver.

Når disse opgaver håndteres med succes, kan det føre til bedre tilpasning, en mere velfungerende hverdag og positive forandringer i personens identitet. Tilpasningsvanskeligheder kan opstå, hvis forskellige barrierer står i vejen for forandring. Det kan få tilpasningsprocessen til at gå i stå og kan med tiden føre til utilstrækkelig tilpasning, forringet psykisk og fysisk helbred samt negative identitetsforandringer.

Sådan er IMACC opbygget

IMACC består af tre niveauer, der påvirker hinanden.

Niveau 1: Personlighed og livsændringer

Dette niveau omfatter personens tidligere personlighed, overbevisninger og adfærd. Fokus er på de forhold, der kan påvirke tilpasningsprocessen, enten som barrierer, der hæmmer processen, eller som styrker, der kan understøtte den.

Afgørende oplevelser i forbindelse med de negative livsbegivenheder, som har skabt behovet for tilpasning, kan også påvirke processen. Påvirkningen kan være negativ, eksempelvis som følge af problematiske oplevelser i sundhedsvæsenet, eller positiv, eksempelvis gennem støtte fra andre.

Niveau 2: Den fortløbende tilpasningscyklus

Den fortløbende tilpasningscyklus består af fem områder med forskellige tilpasningsopgaver.

Når en person står over for et langvarigt sygdomsforløb eller funktionsnedsættelse, begynder vedkommende med at gøre status (Taking Stock). Personen bearbejder de første følelsesmæssige reaktioner, såsom chok eller vrede, og overvejer samtidig, hvad der kan være nødvendigt at ændre, for at livet igen kan fungere. Dette indebærer, at personen udvikler motivation til at tilpasse sig.

Derefter bevæger personen sig ind i læring (Learning). Her tilegner vedkommende sig viden om sygdommen og om de muligheder, der findes, samt færdigheder i egenomsorg, sygdomshåndtering og mestring. Det indebærer typisk også udvikling af nye holdninger til livet og til andre mennesker.

Personens omgivelser (Surroundings) spiller en vigtig rolle. Familie, arbejdsliv, sundhedspersonale og de bredere sociale og fysiske omgivelser påvirker tilpasningen. Det samme gør personens egen opfattelse af omgivelserne og af sine roller i livet.

Efterhånden som tilpasningen skrider frem, har personen behov for at give slip (Letting Go). Det indebærer at bearbejde tab knyttet til tidligere funktionsevne eller til fremtidsdrømme og planer, som ikke længere er realistiske. Det kan også være nødvendigt at give slip på holdninger eller handlemønstre, der ikke længere fungerer i den nye situation.

Med tiden kan personen for hver enkelt forandring nå frem til accept og integration (Accept and Integrate) af den nye måde at leve på. Det sker ved, at nye holdninger og handlemønstre indarbejdes og fastholdes i hverdagen.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at personen gennemgår den fortløbende tilpasningscyklus for hvert enkelt forhold, der kræver forandring. Derfor kan flere områder være aktive på samme tid.

Niveau 3: Vedligeholdelsescyklussen

Vedligeholdelsescyklussen viser, hvad der sker i udfordrende situationer. Den svarer til en klassisk kognitiv adfærdsterapeutisk vedligeholdelsescyklus, men med én væsentlig forskel: Tankerne er præget af en konflikt mellem enten at gøre status eller læring, afhængigt af hvor i tilpasningsprocessen personen er gået i stå, at give slip og omgivelserne.

Et typisk, om end forenklet, eksempel kan være en kvinde, der har svært ved at lære at prioritere egenomsorg. Hun kan ikke give slip på sin rolle som den, der laver mad og gør rent, fordi hun er bange for at være en “dårlig mor” eller en “dårlig hustru”. For hende opleves det som vigtigere at bevare de nære relationer og leve op til forventningerne i de sociale omgivelser end at tage vare på sig selv. Dette kan være forbundet med en underliggende holdning om, at andres behov bør komme før hendes egne.

Praktiske anbefalinger

Find et meningsfuldt mål

Støt personen i at overveje, hvilke ændringer i hverdagen der kan gøre en positiv forskel, eksempelvis en ændring i sundhedsadfærd. Tal om, hvordan ændringen konkret kan integreres i den daglige rutine.

Jo mere konkret man er med hensyn til blandt andet tidspunkt og sted, desto lettere bliver det at komme i gang. Spørg, hvad det vil betyde for personen at gennemføre ændringen, og hvad det kan betyde, hvis personen ikke ændrer noget. Meningsfulde mål styrker motivationen.

Arbejd med barriererne

Gennemgå personens tidligere forsøg på at gennemføre ændringen, og normalisér de vanskeligheder, der måtte være opstået. Tal om et nyligt forsøg på forandring, og vær opmærksom på de underliggende værdier og holdninger. Det kan eksempelvis være: “Jeg skal hjælpe andre, før jeg hjælper mig selv” eller “Jeg skal gøre en opgave færdig, før jeg må hvile”.

Overvej betydningen af andre mennesker

Spørg personen, hvilken betydning vedkommende tror, at ændringen kan få for de nære relationer. Hvis et øget behov for egenomsorg eksempelvis indebærer, at personen gør mindre for andre, hvilke konsekvenser forestiller vedkommende sig så, at det vil få?

Hvad vil ændringen betyde for personens identitet, eksempelvis hvis rollerne i hverdagen forandres? Hvad tror personen, at andre vil tænke, sige eller gøre?

Støt forhandlinger om forandring

Undersøg, hvad personen kan have behov for at tale med andre om. Det kan være nødvendigt at spørge, hvad ændringen betyder for de andre, frem for at basere sig på egne antagelser.

Personen kan også have behov for at forhandle ændringer i hverdagens rutiner eller for at blive bedre til at kommunikere sine behov. Ved svingende smerter kan det eksempelvis være vigtigt at kunne tale om, hvad andre realistisk kan forvente, at personen er i stand til at gøre den pågældende dag.

Styrk den grundlæggende kropsbevidsthed

Støt personen i at lære at forstå kroppens symptomer og fornemmelser, hvad de betyder, og hvordan de kan bruges som vejledning i egenomsorgen.

Hjælp personen med at håndtere den belastning, der kan være forbundet med adfærdsændringer, samt den betydning, som forandringerne kan få for de nære relationer.

Oversat af: Chiara Cimenti

Read more
Communication, Interventions, Patient engagement, Social Support

Støtte til pårørende omsorgspersoner, når patienter udskrives fra hospitalet: Praktiske erfaringer fra samskabelse

Af Kathryn McEwan, Northumbria University, Storbritannien

Sarah hjalp sin far med at pakke hans ejendele. Lettelsen var blandet med en voksende uro. Efter fem dages indlæggelse som følge af et slagtilfælde skulle han udskrives. En sygeplejerske havde kort nævnt ændringer i hans medicin og kommende opfølgningsaftaler, men Sarah, som skulle tage sig af ham derhjemme, havde ikke været inddraget i disse samtaler.

Hun forlod hospitalet med et udskrivningsbrev, som hun ikke forstod fuldt ud. Hun var usikker på, hvilke advarselstegn hun skulle holde øje med, og vidste ikke, hvem hun skulle kontakte, hvis der opstod problemer. Inden for 48 timer blev hendes far genindlagt.

For mange patienter og pårørende omsorgspersoner markerer udskrivelsen fra hospitalet begyndelsen på en usikker overgang uden tilstrækkelig støtte, hvor ansvaret for at håndtere plejebehov pludselig flyttes til hjemmet. Når denne overdragelse svigter på grund af forhastede forklaringer, manglende information eller utilstrækkelig inddragelse af den pårørende, kan konsekvenserne være alvorlige: genindlæggelser, der kunne have været undgået, forværring i hjemmet og en overvældende belastning for dem, der yder omsorgen.

Problemets omfang

Udfordringen er betydelig. I England bliver omkring 13.000-14.000 patienter hver dag på hospitalet, selv om de er lægeligt klar til at blive udskrevet (tal fra oktober 2025), hvor forsinkede udskrivelser bidrager til tab af sengekapacitet, længere overdragelsestider for ambulancer og aflyste behandlinger. Én ud af syv hospitalssenge er optaget af en person, som ikke længere har behov for akut hospitalsbehandling, og tilsvarende pres ses internationalt.

Mere end halvdelen af de ulønnede omsorgspersoner, det vil sige familiemedlemmer, venner eller naboer, der yder støtte, fortæller, at de ikke blev inddraget i beslutningerne om udskrivelse. Disse omsorgspersoner varetager komplekse opgaver såsom medicinhåndtering, sårpleje og betjening af hjælpemidler og andet udstyr. Forskning viser imidlertid, at mange føler sig dårligt forberedte, modtager utilstrækkelig vejledning og oplever sig overvældede af kompleksiteten i de opgaver, som de forventes at håndtere efter udskrivelsen.

Hvad kan gøres bedre ved udskrivelse fra hospitalet?

Vores nylige samskabte forskning med pårørende omsorgspersoner, sundhedspersonale og socialrådgivere samt kolleger fra den frivillige sektor bekræfter disse udfordringer og peger samtidig på praktiske løsninger. Vi fandt ud af, at kommunikationssvigt ikke skyldes den enkelte medarbejders fejl, men snarere pres på systemniveau og strukturelle barrierer.

Tre adfærdsvidenskabeligt funderede strategier viste sig at kunne tages i brug med det samme af sundhedspersonale.

1. Begynd samtalerne om udskrivelse allerede ved indlæggelsen

De pårørende omsorgspersoner beskrev gennemgående, at de først blev inddraget sent i forløbet, efter at nøglebeslutninger allerede var truffet. Dette stemmer overens med international forskning i overgange mellem forskellige dele af sundheds- og omsorgssystemet. Forskningen viser, at tidlig inddragelse af pårørende reducerer den mentale belastning, forebygger urealistiske forventninger og skaber plads til at håndtere bekymringer, inden de vokser sig større. Covid-19-pandemien forstyrrede disse arbejdsgange. Socialrådgivere med fast tilknytning til hospitalsafdelinger forsvandt, og den tidlige kontakt til familien ved indlæggelsen blev svækket. Det påvirker fortsat planlægningen af udskrivelser i dag.

2. Brug et klart hverdagssprog til at afstemme forventninger

De pårørende beskrev, hvordan de havde svært ved at forstå fagsprog, forkortelser og hurtige forklaringer. Nogle søgte på medicinske begreber på internettet, mens samtalerne stod på. Samtidig gjorde den følelsesmæssige belastning og de uvante omgivelser det vanskeligere at forstå og huske informationen. Denne oplevelse er veldokumenteret. Forskning i pårørendes forberedelse og sundhedskompetence peger på utilstrækkelig kommunikation som en væsentlig barriere for en sikker udskrivelse. Systematiske forskningsoversigter viser, at pårørende ofte går direkte fra at være helt afhængige af sygeplejerskerne under indlæggelsen til at skulle klare sig selv derhjemme. De kan derfor blive overvældede af kompleksiteten i de opgaver, de forventes at udføre.

Et klart og konkret sprog reducerer risikoen for fejl og opbygger tillid. Fagpersonerne fortalte os, at de nogle gange overvurderer, hvad pårørende realistisk kan håndtere i hjemmet. Dette stemmer overens med forskning, der viser, at der kan være en ulige magtbalance mellem pårørende og fagpersoner. Sundhedspersonalets større kendskab til sundhedssystemet kan utilsigtet medføre, at de pårørende holdes uden for vigtige samtaler. Åbenhed om presset på systemet, begrænsningerne i den tilgængelige støtte og om, hvad der reelt kan lade sig gøre, kan forebygge senere misforståelser og frustrationer. Denne ærlige kommunikation hjælper de pårørende med at planlægge hensigtsmæssigt, frem for at de pludselig står over for uventede krav.

3. Angiv ét tydeligt kontaktpunkt efter udskrivelsen

De pårørende beskrev en udtalt usikkerhed om, hvem de skulle kontakte med spørgsmål om medicin, forsinkede hjælpemidler eller tegn på, at patientens tilstand blev forværret. Denne uklarhed øger uroen og kan føre til unødvendige genindlæggelser eller til, at der søges hjælp for sent. Forskning viser, at én navngiven kontaktperson kan reducere de pårørendes belastning betydeligt og forbedre sikkerheden, også selv om kontaktpersonen blot videresender henvendelserne til den rette fagperson. Forskning i kontinuitet i behandlings- og omsorgsforløb viser desuden, at oplevelsen af at være kendt af sundhedspersonalet mindsker frygt og styrker både patienters og pårørendes beslutningsevne.

Sådan kan principperne omsættes til praksis

For at understøtte implementeringen har vi i fællesskab udviklet en værktøjskasse til udskrivelse for pårørende omsorgspersoner kaldet Caregiver Discharge Toolkit. Den indeholder fem fleksible redskaber: et velkomstbrev, en guide til indlæggelsen, et kort med spørgsmålet “Hvad er vigtigt for dig?”, en fælles tjekliste til udskrivelsen, og et kontaktkort til tiden efter udskrivelsen. Redskaberne er udviklet til travle hospitalsafdelinger. De skal styrke de relationelle aspekter af udskrivelsen og samtidig tage højde for, at mennesker kan have meget forskellige roller og identiteter som omsorgspersoner. Værktøjerne kan tilpasses hospitalsteams, kommunale tilbud og civilsamfundsorganisationer.

Budskabet fra pårørende og fagpersoner

Små og bevidste ændringer i kommunikationen kan forvandle udskrivelsen fra en forhastet afslutning til en understøttet overgang. Når pårørende oplever sig anerkendt, informeret og forberedt, og når de behandles som samarbejdspartnere, forbedres resultaterne for alle.

Støtte til pårørende omsorgspersoner er ikke blot et spørgsmål om omsorg og medmenneskelighed. Den er afgørende for, at udskrivelsen kan foregå sikkert og effektivt. Vores værktøjskasse og de bagvedliggende principper tilbyder et praktisk udgangspunkt for teams, der ønsker at skabe denne forandring.

Praktiske anbefalinger

Begynd planlægningen af udskrivelsen ved indlæggelsen, ikke ved udskrivelsen

Tidlig inddragelse reducerer uro, forebygger urealistiske forventninger og skaber tid til undervisning og problemløsning. Brug enkle spørgsmål til at skabe en fælles forståelse fra begyndelsen:

Hvem støtter dig derhjemme?

Hvad fungerer allerede godt i din hverdag?

Hvad kan blive vanskeligt efter udskrivelsen?

Denne tilgang ændrer udskrivelsen fra en pludselig overdragelse til en gradvis og understøttet overgang. Dermed bliver der tid til at koordinere tilbud og støtte efter udskrivelsen og til at håndtere bekymringer, inden de vokser sig større.

Brug et klart hverdagssprog, og undersøg, om informationen er forstået

Undgå fagsprog. Erstat eksempelvis “mobilitetsproblemer” med “svært ved at gå” og “observationer” med “måling af temperatur og blodtryk”. Når du har forklaret en ændring i medicinen eller en plejeopgave, bør du undersøge, om informationen er forstået, frem for at gå ud fra det. Brug åbne spørgsmål som:

Hvad ville hjælpe dig til at føle dig mere tryg, når I kommer hjem?

Hvad bekymrer dig mest ved at skulle håndtere situationen derhjemme?

Disse spørgsmål skaber plads til, at misforståelser kan komme frem. Vær åben om presset på systemet og om, hvad der reelt kan lade sig gøre. Det mindsker frustration og understøtter en realistisk planlægning.

Angiv en tydelig kontaktperson efter udskrivelsen

Gør de eksisterende kommunikationsveje tydelige og forudsigelige. Oplys et navn, et telefonnummer og en klar vejledning om, hvornår personen kan kontaktes. Det kan eksempelvis formuleres sådan: “Kontakt udskrivningssygeplejerske Louise Jones med spørgsmål om medicin eller hjælpemidler på hverdage mellem kl. 9 og 17.” Selv hvis kontaktpersonen sender spørgsmålene videre til andre fagpersoner, kan visheden om, at der er nogen at henvende sig til, ændre oplevelsen efter udskrivelsen fra at føle sig overladt til sig selv til at opleve fortsat støtte og omsorg.

Oversat af: Chiara Cimenti

Read more
Communication, Interventions, Patient engagement, Planning, Public Health

Mind the Gap: Embedding Equity in Everyday Practice

By Amanda O’Connor, Claire Blewitt and Helen Skouteris, Monash University, Melbourne, Australia.

Health equity means that everyone has a fair and just opportunity to achieve good health, regardless of socioeconomic position, ethnicity, gender, or other social conditions. Yet, current global trends show widening health gaps. Differences in life expectancy between countries, often driven by structural weaknesses in health systems, systemic racism and bias, and unequal social, economic, and environmental conditions, can exceed three decades, and inequalities within countries are also increasing between social groups.

These root causes can feel far removed from our daily work. However, health care professionals often work under time pressure, resource constraints, and strict protocols. It may seem that equity is mainly a policy or system-level issue. Nonetheless, equity is also shaped in everyday healthcare encounters, in how services are organised, how communication happens, how decisions are made, and which patients are able to benefit from available care.

Every consultation, care pathway, and service improvement effort functions as a small intervention. Choices about appointment systems, referral routes, patient education materials, digital tools, and follow-up procedures can either reduce or widen gaps. When equity is not considered explicitly, standard procedures often work best for already advantaged groups. When equity is considered from the start, routine care becomes more accessible, more acceptable, and more effective for a wider range of patients.

An equity-centred approach in healthcare begins with intentional reflection and planning. Teams should make their understanding of equity explicit and discuss what fair access and fair outcomes mean in their specific service context. This includes identifying which patient groups are less likely to attend, adhere, or benefit, and examining practical barriers such as language, health literacy, transport, digital access, cost, stigma, or prior negative experiences with healthcare. Planning for equity also means recognising patient and community strengths, not only risks and deficits, and learning from past improvement efforts. For example, access to care for children living with obesity in regional and rural areas may be improved by telemedicine, the expansion of nursing roles in primary care, and community health worker models.

Another core principle is valuing lived experience. Patients are experts in navigating their own conditions and circumstances. Their experiences with services reveal barriers and opportunities that clinical indicators alone cannot show. Healthcare professionals can strengthen equity by creating structured and ongoing ways to hear patient perspectives, through patient partners (i.e., patients or carers who are formally invited to collaborate with staff in service design, evaluation, or governance based on their lived experience), advisory groups, feedback systems, and co-design activities, and by ensuring this input meaningfully influences service delivery and communication approaches. For instance, working with young people with lived experience of mental illness has led to a road map for the youth mental health sector in supporting collaborative service design, implementation, and evaluation of a community-based psychosocial service.

Reflective practice is also essential. Power differences are built into healthcare relationships through professional authority, institutional roles, and knowledge asymmetries. Clinicians and service teams need regular opportunities to reflect on how assumptions, stereotypes, and time pressures shape their judgments and interactions. Structured reflection, team dialogue, and feedback from diverse patients and colleagues help uncover blind spots and reduce the risk that bias influences care decisions. Reflection should be continuous and built into quality improvement routines. This is highlighted in the work we do with early childhood organisations. To support children impacted by trauma effectively, we collaborate across disciplines and sectors and encourage deep and ongoing reflection on what practices and policies are needed to support health and wellbeing equity for these children.

Equity-centred care is strengthened by using appropriate conceptual lenses. Frameworks addressing social determinants of health, intersectionality, structural discrimination, and culturally grounded care help translate equity from an abstract value into practical decisions. These perspectives guide how professionals interpret non-adherence, missed appointments, communication difficulties, and risk behaviours, shifting the focus from “non-compliant patients” to mismatched systems and contexts.

Health inequities are produced by large systems, but they are also reinforced or reduced through the many daily actions in healthcare settings. Putting equity first is therefore not separate from good clinical care; it is part of it.

Practical recommendations

  • Keep your eyes and mind open. Build your understanding of health inequities and their structural drivers. Reflect on your own professional position, assumptions, and possible implicit biases, and consider how these may affect communication, clinical judgment, and expectations of patients. Make short reflective moments part of routine practice and team meetings.
  • Actively seek and listen to diverse patient voices. Go beyond standard satisfaction surveys. Create simple, repeated opportunities to hear from different patient groups, especially. Work especially with those who attend less often or discontinue care to understand the barriers that are preventing their holistic care. Work with patient representatives and community organisations and show clearly how their feedback is highly valued and leads to service adjustments.
  • Think critically about the tools and procedures you use. Clinical pathways, educational materials, digital portals, and behaviour change tools are often designed for highly literate and well-resourced patients. Review whether your materials and processes are understandable, culturally appropriate, and accessible. Adapt language and delivery formats where needed. Familiarize and engage for example with equity frameworks  and theories from the outset.
  • Be prepared to challenge inequitable routines and structures. Notice patterns in who misses appointments, who gets referred, and who benefits least. Raise these observations with your team and ask them and the patients why these inequitable routines might be occurring. Advocate for the needs of these patients as expressed by them. This might involve flexible scheduling, interpreter access, outreach approaches, and resource allocation that supports.
  • Value multiple forms of evidence. Combine clinical guidelines and quantitative indicators with patient stories, frontline staff insights, and community knowledge. Different evidence sources together give a more accurate picture of what works for whom in real-world care.
Read more
Behavioural theory, Habit, Interventions, Public Health

At ændre holdninger til at ændre adfærd

Theresa Marteau, University of Cambridge, Storbritannien

Mange af os kæmper med at spise sundere, drikke mindre alkohol, holde op med at ryge eller gå i stedet for at køre. Det gælder, selv når vi ved, at disse ændringer vil gavne både vores helbred og planeten. Det gælder også psykologer og adfærdsforskere såvel som de mennesker, vi forsøger at hjælpe.

Denne kamp er ikke et tegn på manglende viljestyrke. Problemet er, at vi konsekvent undervurderer, hvor meget vores daglige omgivelser former vores adfærd, og overvurderer styrken af vores værdier og intentioner.

Hvorfor viden ikke er nok

Overvej personlige sundhedsforudsigelser. Man kunne tro, at hvis man fortæller nogen deres præcise risiko for at udvikle type 2-diabetes eller hjertesygdom, så vil det motivere til forandring. Evidensen viser noget andet. Fem systematiske litteraturgennemgang, som inkluderer snesevis af randomiserede kontrollerede forsøg, viser, at det at give mennesker personlige risikovurderinger – herunder genetiske risikoscorer – har lille eller ingen effekt på deres adfærd. Niveauer af fysisk aktivitet, rygning, alkoholforbrug og usund kost forbliver uændrede.

Tilsvarende har klimaforskere detaljeret viden om klimaforandringer, men flyver ofte lige så meget som andre akademikere. Viden alene fører sjældent til vedvarende adfærdsændringer.

Det handler om omgivelserne

Dobbeltprocesmodeller (‘Dual Process Models’) fra adfærdsvidenskaben hjælper med at forklare dette. Vores adfærd reguleres af to samspillende systemer. Det ene er langsomt, refleksivt og målrettet. Vi bruger det til at læse, lære nye færdigheder og modstå fristelser. Det andet er hurtigt, automatisk og styret af signaler – når vi ser kage, tager vi et stykke. Når vores begrænsede refleksive kapacitet er fuldt optaget, reagerer vores automatiske system direkte på miljømæssige signaler. Derfor er det ofte mere effektivt at ændre signalerne omkring os end at forsøge at ændre, hvad der foregår i vores hoveder.

De mest kraftfulde miljømæssige signaler falder under de tre A’er: overkommelighed (affordability), tilgængelighed (availability) og appel (appeal).

Overkommelighed: Prisændringer ændrer adfærd

At hæve tobakspriser er den mest effektive enkeltstående politik til at reducere rygning. En prisstigning på 10 % reducerer tobaksforbrug med omkring 4 %. Sodavandsafgifter reducerer forbruget af sukkerholdige drikke. Forbruget af frugt og grønt stiger med subsidier, der sænker deres pris.

Tilgængelighed: Det, der er let at få fat i, bliver valgt

I et studie med 20.000 ansatte på tværs af 19 arbejdspladscafeterier øgede mit forskerteam andelen af frokoster med færre kalorier og reducerede portionsstørrelserne af mere kalorierige måltider. Resultatet? Medarbejderne købte 11,5 % færre kalorier, efterhånden som sundere muligheder blev lettere at vælge.

Appel: Reklame virker

At stoppe reklamer og sponsorater fra tobaks-, alkohol– og usund fødevareindustri  reducerer produkternes appel og køb. Lignende effekter forventes for fossile brændsler. Tydelige advarselsmærker og fjernelse af branding fra produkter reducerer også deres appel. Mærkater på alkohol i Yukon, Canada, som tydeligt advarede om kræftrisiko ved alkohol, reducerede alkoholsalget med omkring 6 %. Standardiseret indpakning af tobak gør advarselsmærker mere synlige.

Hvorfor regulering er vigtig

De fleste indsatser, der ændrer signalerne i vores daglige omgivelser for at ændre adfærd, kræver regulering, fordi de kolliderer med kommercielle interesser. Fire industrier – tobak, alkohol, usunde fødevarer og fossile brændsler – producerer varer, der forårsager mindst én ud af fire dødsfald globalt hvert år, og størstedelen af drivhusgasudledningerne, som opvarmer klimaet.

Alligevel er informationskampagner og frivillig selvregulering i industrien fortsat de foretrukne tilgange. Disse industrier fremmer aktivt denne præference gennem lobbyisme, finansiering af forskning der sår tvivl om regulering, og ved at fremstille statslig indgriben som en begrænsning af friheden.

Hvad der skal ændres

Vi er nødt til at beskytte evidens og politiske beslutningsprocesser mod virksomheders indflydelse. Tobakskontrol giver en model. Lande, der har vedtaget artikel 5.3 i den internationale traktat om tobakskontrol, har beskyttet politiske processer mod industripåvirkning, implementeret flere evidensbaserede politikker og har lavere rygerater. Vi bør udvide denne beskyttelse til at omfatte alle virksomheder, der producerer produkter, som skader vores sundhed og ødelægger vores planet. Borgerforsamlinger  og andre former for deliberativt demokrati, hvor borgere arbejder sammen med lokale eller nationale regeringer, viser også stort potentiale – både for at øge borgernes indflydelse på politiske beslutninger og for at styrke evidensens rolle.

Praktiske anbefalinger

For sundhedsprofessionelle

1. Start med omgivelserne, ikke med undervisning.

Når du arbejder med klienter eller patienter, så identificér de miljømæssige signaler, der udløser uønsket adfærd. I stedet for udelukkende at fokusere på motivation eller viden, så hjælp mennesker med at redesigne deres nærmeste omgivelser. For eksempel:

hold frugt synligt og forarbejdede snacks ude af syne; placer cykler i gangarealer i stedet for i kælderen; brug mindre tallerkener og glas.

2. Arbejd for ændringer på arbejdspladsen.

Samarbejd med din institution om at øge tilgængeligheden og reducere prisen på sundere muligheder i kantiner. Enkle ændringer, som at gøre plantebaserede måltider til standardvalg med mulighed for nemt fravalg, kan flytte adfærd markant.

For folkesundhedsgrupper

3. Gør det usynlige synligt.

Brug jeres platforme til at kommunikere, hvordan omgivelser former adfærd. Udfordr den dominerende fortælling om, at adfærdsændringer primært handler om individuel viljestyrke eller viden. Evidensen viser, at det i høj grad handler om at ændre kontekster – ikke kun tankesæt.

4. Inddrag beslutningstagere.

Identificér huller mellem evidens og politik, både lokalt og nationalt. Skriv til beslutningstagere med konkrete anbefalinger baseret på evidens. Mange er modtagelige for ekspertinput, især når det indeholder praktiske løsninger. Mit brev til en britisk sundhedsminister førte for eksempel til en evidenssyntese om at ændre adfærd for at øge sund levetid.

5. Opbyg koalitioner for regulering.

Samarbejd med organisationer, der arbejder for evidensbaserede politikker om tobak, alkohol, fødevarer og transport. Fælles fortalervirksomhed er afgørende for at modvirke industriens indflydelse. Se efter muligheder for at levere evidensopsummeringer, der støtter stærkere regulering – på samme måde som tobaksregulering lykkedes gennem koordineret ekspertengagement med beslutningstagere.

Read more
Goal setting, Habit, Interventions, Physical activity, Public Health, Self-regulation

Sid mindre: Små ændringer, der gør en stor forskel

Af Zofia Szczuka, SWPS University, Polen og Deakin University, Australien

Stillesiddende adfærd: mere end bare “ikke at være aktiv”

De sundhedsmæssige fordele ved at være fysisk aktiv er velkendte. Men giver vi lige så meget opmærksomhed til det, man kalder stillesiddende adfærd?

Stillesiddende adfærd er alle de vågne aktiviteter i løbet af dagen, hvor vi sidder eller ligger ned og bruger meget lidt energi fra vores kroppe – for eksempel ved skrivebordet, foran fjernsynet eller på mobilen. Det er vigtigt at forstå, at stillesiddende adfærd ikke er det samme som lav fysisk aktivitet. Du kan sagtens jogge 30 minutter hver morgen og alligevel sidde ned det meste af resten af dagen på arbejde eller derhjemme.

(more…)

Read more
Behavioural theory, Communication, Interventions, Public Health

Støtte til sundhedsarbejdere i håndtering af vaccine­tøven

Af Dawn Holford, University of Bristol, UK, Linda Karlsson, University of Turku, Finland, Frederike Taubert, Erfurt University, Germany, Emma C. Anderson, University of Bristol, UK, Virginia C. Gould, University of Bristol, UK

At rette misforståelser om vaccination

Vaccination er et af de mest succesfulde folkesundhedsværktøjer — man anslår, at vacciner redder 6 liv hvert minut. Men vacciner møder også modstand, og udbredt misinformation undergraver tilliden og giver sundhedsarbejdere store udfordringer. Hvordan kan sundhedsarbejdere følge med strømmen af falske fortællinger om vacciner? Og hvad kan de sige til patienter, som henviser til disse fortællinger som grund til ikke at lade sig selv eller deres børn vaccinere?

(more…)

Read more
E-health, Mental Health

Nytænkning af aldring – for at forblive aktiv og sund

Af Aïna Chalabaev, Grenoble Alpes Universitet, Frankrig

Som nævnt i et tidligere indlæg, er de sundhedsmæssige fordele ved regelmæssig fysisk aktivitet veldokumenterede for personer på 65 år og derover. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har udarbejdet klare retningslinjer for, hvor meget og hvilken type motion der giver sundhedsgevinster. Alligevel er ældre mennesker stadig blandt de mest fysisk inaktive grupper i verden.

(more…)

Read more
Interventions, Self-regulation

MyLifeTool: A person-centred, holistic approach to the self-management of long-term conditions

By Dr Stephanie Kılınç, Teesside University, UK and Jo Cole, the Tees Valley, Durham and North Yorkshire Neurological Alliance, UK 

Long-term conditions are a major concern for global health care systems given their high prevalence and disease burden, including their significant impact on disability-adjusted life years.  They also have a significant negative impact on health-related quality of life and are associated with higher rates of anxiety and depression than the general population.

MyLifeTool is a self-management tool for people living with any long-term condition (e.g. diabetes, multiple sclerosis, chronic pain, asthma, anxiety, neurodevelopmental conditions, Acquired Brain Injury, Fibromyalgia).  It was developed in partnership with people with long-term conditions, members of Neuro Key and psychologists from Teesside University.  It is underpinned by our self-management framework which takes a person-centred, non-instructive perspective on self-management.  People with long-term conditions were at the heart of the project, forging the decisions on what MyLifeTool would become and choosing the name. (more…)

Read more
Interventions, Public Health

Above Water: Rethinking Drowning Prevention at All Levels

By Kyra Hamilton, Griffith University, Australia and Amy Peden, University of New South Wales, Australia

Drowning is a leading, yet largely preventable, cause of death and injury that remains underrecognized. One common myth: drowning isn’t always fatal. The definition of drowning was revised to clarify that drowning is a process, not an outcome. The outcomes of the drowning process can be death (fatal drowning) or survival with or without persisting injury such as cerebral palsy and other neurological disorders caused by a lack of oxygen to the brain (non-fatal drowning). Terms like “dry drowning”, “secondary drowning”, or “near-drowning” are often used in the media, but they’re outdated and medically inaccurate, so it’s time to stop using them.  (more…)

Read more
Habit

Old habits die hard: Disrupting unwanted habitual behaviour

By Annabel Stone and Phillippa Lally, University of Surrey, UK

The New Year is often a time where we aim for change, determined to form new habits and to leave our bad habits behind as the clock strikes midnight. Dusting off our running trainers, filling our shopping trollies with fresh fruit and veg… who hasn’t thought “New Year, New Me”? But a month down the line, why is it our trainers have only seen daylight twice, and that fresh fruit is starting to fur? It seems our bad habits have followed us into the New Year.  (more…)

Read more