Af Amy O’Donnell, Newcastle University, UK

Alkoholforbruget er på det seneste faldet i nogle dele af Europa, især blandt unge. Imidlertid er et overdrevent alkoholforbrug stadig en væsentlig risikofaktor for dårligt helbred og tidlig død. At give enkle, korte råd til dem, der har et overforbrug af alkohol, kan hjælpe med at reducere alkoholindtag, især når de leveres af klinikere i primær-sektoren, som praktiserende læger eller sygeplejersker. Kort alkohol rådgivning involverer en kort, evidensbaseret, struktureret samtale, der sigter mod at motivere og støtte en patient i at overveje en ændring i deres alkoholadfærd og reducere risikoen for skade. Vi har stadig ikke identificeret nøglekomponenterne i disse samtaler fuldt ud, men at give personlig feedback om en patients alkoholforbrug og tilskynde dem til selv at overvåge deres forbrug, synes at være særligt effektive dele af pakken.

At få evidensbaserede behandlinger og interventioner indført rutinemæssigt i sundhedsplejen er dog en langsom og vanskelig proces. Det skønnes, at det tager i gennemsnit 17 år for forskningsresultater at komme ind i daglig klinisk praksis. Efter tre årtier med forskning, 70+ randomiserede kontrollerede forsøg og adskillige anmeldelser af offentliggjorte undersøgelser, leveres kort alkoholrådgivning stadig ikke rutinemæssigt i globale primære sundhedssektorer. For at forstå, hvorfor kort alkoholrådgivning ikke er fuldt integreret i primærsektoren, er vi nødt til at overveje de mange forskellige perspektiver, der er på problemet, herunder synspunkter fra dem, der yder sundhedspleje (klinikere), og dem, der bruger den (patienter).

Så hvad fortæller de mennesker, der er involveret i at levere og modtage alkoholrådgivning i primærsektoren, om de udfordringer, de står over for?

Praktiserende læger og sygeplejersker beskriver tidsmangel, manglende uddannelse og økonomiske ressourcer, som nogle af de væsentligste årsager til ikke at kunne levere alkoholrådgivning til deres patienter. Det er imidlertid ikke nødvendigvis en effektiv implementeringsstrategi at yde ekstra økonomisk støtte til praktiserende læger for alkoholrelateret arbejde. En ny undersøgelse viste, at indførelse af økonomiske incitamenter til alkoholrådgivning i den engelske primærsektor, stort set ingen indflydelse havde på leveringsraten. Andre undersøgelser tyder på, at den enkelte klinikers holdning til relevansen, effekten og den samlede værdi af at diskutere alkohol i rutinemæssige patientkonsultationer, har en større betydning i forhold til at påvirke deres praksis. For eksempel tvivler nogle praktiserende læger på, om deres patienter vil være modtagelige for råd om ændring af alkoholadfærd, især når der er tale om svært alkoholiske patienter. Dette skyldes dels manglende tiltro til ​​psykologiske terapiers effekt ved et stort alkoholforbrug, men også fordi praktiserende læger er bekymrede for, at de måske fornærmer patienten ved at berøre alkoholforbruget, som noget af det første.

Forskningen har i mindre grad fokuseret på patienternes perspektiv i disse spørgsmål. Undersøgelser viser, at de fleste mennesker synes, det er acceptabelt, at læger eller sygeplejersker spørger om deres alkoholforbrug og ser livsstilsråd som en værdifuld del af sundhedsvæsenet, især for dem med underliggende og/eller alkoholrelaterede sygdomme. Patienter er imidlertid, i lighed med en del læger, knap så sikre på, at alkoholikere ville være åbne for at tale ærligt om deres alkoholforbrug med klinikere. En endnu større udfordring er dog, at mange patienter har en begrænset indsigt i deres alkoholforbrug. Dette skyldes dels at det er svært at beregne, hvor meget alkohol, der rent faktisk er i det glas vin eller gin og tonic og dels at man let kan miste overblikket, når man står derhjemme og skænker drikkevarer uden standardiserede måleredskaber.

Men det er også fordi, mange af os ikke ser på alkohol som noget, der øger vores risiko for bestemte tilstande og sygdomme (dvs. den måde, som klinikere, folkesundhedseksperter eller epidemiologer ser på alkoholforbrug), men snarere som noget, der spiller en centrale rolle i fest og fornøjelse. Dette betyder, at nogle patienter måske har svært ved at indse, at de drikker for meget, og / eller har svært ved at forstå, hvorfor den sundhedsprofessionelle beder dem om at skære ned. Således fortæller patienter os, at de allerede bruger en række strategier for at begrænse deres alkoholforbrug, men at disse ofte er baseret på ”livets skole” belært af deres egne familier, venner og sociale kontakter. Nogle patienter har altså svært ved at integrere de råd, som praktiserende læger eller sygeplejersker kan tilbyde om alkoholforbrug, da disse kan synes ude af trit med det virkelige liv.

Praktiske råd

Så hvordan kan vi bruge alle disse synspunkter, opfattelser og erfaringer til at forbedre implementeringen af ​​kort alkoholrådgivning i primærsektoren?

• Først, stol på at det er OK at spørge om alkoholforbrug. Der er ikke meget der tyder på, at patienter bliver stødt, hvis du spørger til deres drikkevaner.
• Sørg for at stille spørgsmål om ‘hvordan’ og ‘hvorfor’ patienterne faktisk drikker, snarere end blot ‘hvor meget’. Dette vil øge relevansen og forståelsen af ​​ethvert råd, du giver, ved at du anerkender de sociale og kulturelle værdier, der former patienternes alkoholforbrug.
• Baseret på, hvad patienter fortæller dig om de situationer, hvor det er mest sandsynligt er, at de drikker for meget, skal du derefter hjælpe dem med at udvikle forebyggende strategier, der specifikt er målrettede mod de kritiske situationer. Hvis det er muligt, skal du opbygge strategierne omkring de taktikker, som mange patienter allerede ser som gennemførlige og effektive. For eksempel ved at begrænse forbruget af alkohol i bestemte omgivelser, såsom hjemme eller med bestemte sociale grupper, såsom børn.
• Endelig, i betragtning af at kliniktiden altid er begrænset, skal du fokusere på at levere den korte alkoholrådgivning til patienter, der har en lidelse, hvor der er en anerkendt sammenhæng mellem lidelsen og det høje alkoholforbrug, såsom forhøjet blodtryk, psykisk dårligt helbred eller gastrointestinale problemer. Dette vil hjælpe med at målrette brugen af ​​dyrebare ressourcer og kan også være mere acceptabelt og engagerende for patienterne selv.

Oversat af Elisabeth Ginnerup