Af Bart Verkuil, Department of Clinical Psychology, Leiden University, Holland og PEP Group, Noordwijk, Holland.

“Hvad hvis jeg bliver smittet og ender på hospitalet?” “Hvad hvis jeg ikke kan betale mine regninger om et par måneder?” “Hvordan vil denne lockdown påvirke mine børns sundhed?”

Truslen fra coronavirus har en enorm indvirkning på vores liv. Til at vurdere hvilke foranstaltninger, der skal træffes, og estimere, hvilke risici vi står over for, bruger forskere statistiske modeller til at få indsigt i spredning af virussen hvilket helt sikkert hjælper med at få kontrol over pandemien. Interessant nok fungerer mennesker lidt som forskere, men på en automatiseret måde; vores menneskelige sind kan betragtes som ‘forudsigelsesmaskiner‘, der konstant vurderer, om vi i øjeblikket er i fare for at blive smittet, miste vores job eller blive kritiseret. Alligevel er det meget forskelligt, hvordan folk vurderer disse risici, og for nogle mennesker går disse vurderinger med tiden over i intense bekymringer.

Hvad gør nogle mennesker mere tilbøjelige til at bekymre sig end andre? Interessant nok antyder nyere viden baseret på evolutionsteorien, at stress og bekymringer faktisk er meget almindelige og endda en oplagt reaktion på en trussel. Når vi forudsiger fremtiden, har vi alle en tendens til at være for forsigtige. Det skyldes, at det i urtiden var de mennesker, der var forsigtige, når de blev konfronteret med tegn på trussel, der var i stand til bedst at overleve. Disse forsigtige mennesker videregav deres gener til de næste generationer. Ifølge den nyligt foreslåede Generalized Unsafety Theory of Stress (GUTS) bør spørgsmålet ikke være “hvorfor bekymrer folk sig?” men: “hvorfor kan nogle mennesker ikke slå denne logiske reaktion på trussel og usikkerhed fra?”.

Svaret ser ud til at ligge i evnen til at opfange signaler, der indikerer at man er i sikkerhed. Det er først, når folk føler sig fuldstændig sikre og trygge, at bekymringer forsvinder. I vores vurdering af de risici, vi kan støde på, vurderer vi både signaler der indikerer fare og sikkerhed, men sidstnævnte er stort set blevet ignoreret af tidligere stressmodeller. Baseret på dette foreslår GUTS, at det er opfattelsen af sikkerhed, der giver folk mulighed for at slå deres bekymringer fra. Når intet opfattes sikkert, vil vi fortsætte med at bekymre os. Neurobiologiske studier viser faktisk, at når opfattelsen af tryghed dominerer, begynder den præfrontale cortex at hæmme stressresponset. Fra dette perspektiv skal klinikere tage højde for hvor sikre og trygge patienterne føler sig i deres daglige liv. GUTS foreslår flere potentielle kilder til at føle tryghed.

I hvor høj grad man føler sig ”i sikkerhed” er til dels bestemt af vores livshistorie. Folk der vokser op i sikre miljøer, lærer gradvist, at deres verden er et sikkert sted, der er forudsigeligt og kontrollerbart (i det mindste til en vis grad). De lærer at danne tæt tilknytning til andre mennesker, lærer at andre kan være omsorgsfulde og venlige. Imidlertid vil ikke alle vokse op i den slags trygge miljøer. Stressende oplevelser i barndommen vil påvirke ens følelse af tryghed i hverdagen og vil disponere folk til at bekymre sig senere i deres liv.

Men der er også andre kilder til tryghed. For eksempel kan tryghed komme fra at opleve et støttende socialt netværk. Mennesket er skabt til at leve i flok. Og vores stresssystem hæmmes i højere grad, når vi er sammen med andre, der vil os det godt, end når vi er alene. Et godt kram har også vist sig at reducere vores stressrespons. En anden kilde til tryghed kommer fra vores egne kroppe: vores fysiske tilstand. Folk, der er mere aktive, er mere modstandsdygtige over for stress, formentlig fordi de lettere kan håndtere fysiske trusler. Man kan forestille sig, at mindre fysisk raske individer i urtiden havde brug for at scanne deres miljøer for rovdyr meget oftere end deres fitte og sunde jævnaldrende, som lettere kunne løbe væk fra truslen.

En sidste kilde til bedre at føle tryghed er adgang til naturen. Vi som mennesker udviklede os i naturlige miljøer (i stedet for urbaniserede). Disse naturlige miljøer kan evolutionært have leveret signaler om tryghed (skjulesteder, udsigtspunkter, information om flugtveje). Sociale netværk, fysisk aktivitet, eksponering for naturen …. det er netop disse kilder til tryghed og sikkerhed, der er kompromitteret på grund af den verdensomspændende lockdown.

Som en af forskerne bag GUTS og psykolog, der arbejder i klinisk praksis, kan jeg konstatere, at denne forståelse har ændret mit arbejde med bekymrede patienter. Udover de sædvanlige kognitive adfærdsmæssige indgreb som at nedskrive bekymringer og overveje fornuften i disse eller engagere sig i mindfulness eller afslapningsøvelser, understreger GUTS flere andre interessante måder at tackle bekymringer på.

Praktiske råd 

• Anerkend bekymring som et naturligt svar på en nyhed, usikkerhed og trussel. Forsøg at normalisere ​​bekymringer i stedet for at undertrykke dem (med alle mulige hurtige løsninger) der kun vil gøre tingene værre.
• Tag dig tid til at forstå personens historie med hensyn til tryghed. Blev patienten bekendt med følelsen af tryghed mens han/hun voksede op? Dette bestemmer det tempo, hvormed du kan forvente, at der sker ændringer. Nogle er bare lidt mere sårbare over for bekymringer på grund af deres erfaringer eller fordi de er født som mere følsomme. Tag denne sårbarhed i betragtning for at undgå skuffede patienter.
• Glem ikke kroppen: regelmæssig fysisk aktivitet kan hjælpe patienter med at opnå et mere afslappet sind, også i det lange løb. Især da denne aktivitet fortrinsvis foregår udenfor.
• – Motiver patienter til at åbne op for deres bekymringer. Arbejdere kan føle sig ensomme og skamme sig. Men når du motiverer dem til at tale om bekymringerne med andre, kan det ikke kun føre til mere støtte, men også til oplevelser, hvor truende forudsigelser (“hun vil le af mig, når jeg siger det her”) kan gøres til læringsoplevelser i tryghed (“hun var faktisk ok og hjalp mig videre”). – Forklar, at bekymring i sig selv nogle gange kan hjælpe os med at føle kontrol (“Jeg skal gøre noget … i det mindste bekymre mig om det”), men at dette er en falsk følelse af tryghed. Hjælp folk med at erkende, at nogle ting er uden for deres kontrol – hvilket kan være smertefuldt – at praktisere accept og medfølelse her er afgørende.

 

[oversat af Elisabeth Ginnerup-Nielsen]