Af Amanda L. Rebar, University of South Carolina, USA
Fysisk aktivitet anbefales i stigende grad som en del af behandlingen af psykiske problemer – og med god grund. Evidensen er overbevisende: regelmæssig fysisk aktivitet kan reducere symptomer på depression og angst, forbedre trivsel og supplere psykologisk og medicinsk behandling.
Men der er et praktisk spørgsmål, som står centralt, når man ønsker at fremme fysisk aktivitet af hensyn til den mentale sundhed: h
vordan hjælper vi mennesker med at være fysisk aktive, når psykisk mistrivsel kan svække netop den motivation og det overskud, der skal til?
Når symptomer bliver en barriere for fysisk aktivitet
Stadig mere forskning tyder på, at psykiske symptomer ikke blot er barrierer for fysisk aktivitet. De er en vigtig del af selve processen, fordi de påvirker menneskers motivation og mulighed for at være fysisk aktive.
Hos en person, der oplever depression, angst eller et højt stressniveau, kan symptomerne i sig selv få stor betydning for, hvor fysisk aktiv personen er. Depression kan dræne energien, få almindelige hverdagsopgaver til at føles mere krævende og mindske glæden ved aktiviteter, som tidligere havde værdi. Angst kan få sociale sammenhænge, uvante omgivelser eller ligefrem de kropslige fornemmelser, der følger med motion, til at føles ubehagelige eller truende. Stress kan få opmærksomheden til at samle sig om de mest presserende krav her og nu, så der bliver mindre mentalt overskud til langsigtede sundhedsmål.
Støtte til fysisk aktivitet, når symptomerne ændrer sig
På den måde kan psykiske symptomer ikke alene påvirke, hvordan mennesker har det, men også om de er i stand til at udføre aktiviteter, der kan være gavnlige for deres mentale sundhed. Når vi anerkender dette, flytter fokus sig fra blot at anbefale fysisk aktivitet til også at støtte mennesker i faktisk at kunne være fysisk aktive.
Hvordan kan fagpersoner så hjælpe mennesker med at fastholde kontakten til fysisk aktivitet, når symptomer gør det svært at deltage?
Et nyttigt udgangspunkt er at anerkende, at den mentale sundhed sjældent er konstant. Symptomer ændrer sig over tid, og det samme gør menneskers mulighed for at være fysisk aktive. En person, der er aktiv og engageret den ene uge, kan opleve, at den samme aktivitet er langt sværere den næste. Sådanne ændringer afspejler ofte skiftende symptomer og omstændigheder frem for manglende engagement.
Se tilbagefald som information – ikke som fiasko
Dette perspektiv kan hjælpe fagpersoner med ikke at betragte afvigelser fra aktivitetsplanen som nederlag. Når fysisk aktivitet ikke bliver til noget som planlagt, giver det os information. I stedet for at spørge, hvorfor en person ikke formåede at gennemføre planen, kan det være mere nyttigt at spørge, hvad der kom i vejen. Var målet urealistisk i forhold til symptomerne den pågældende uge? Gjorde træthed aktiviteten for krævende? Var der andre krav, som måtte prioriteres? Eller føltes aktiviteten ganske enkelt ikke rar eller blev den for overvældende? Når man forstår disse barrierer, kan fagpersoner og patienter tilpasse fremtidige planer i stedet for helt at opgive dem.
Gør indsatsen mindre afhængig af motivation og selvkontrol
En anden konsekvens er, at støtten ikke bør være fuldstændig afhængig af motivation. Motivation svinger helt naturligt – især i perioder med psykisk mistrivsel. Fagpersoner kan være med til at skabe rammer, der gør det lettere at komme i gang med og fastholde fysisk aktivitet.
Tilpas aktivitetsmålene til skiftende behov
Fleksible mål, konkrete handlingsplaner, støttende omgivelser og faste rutiner kan alle mindske afhængigheden af den motivation, man føler i øjeblikket. For eksempel kan mål være nødt til at være fleksible nok til at rumme skiftende symptomer, mens handlingsplaner kan hjælpe med at knytte fysisk aktivitet til bestemte situationer og muligheder i hverdagen.
Det er vigtigt at understrege, at det ikke betyder, at man skal sænke forventningerne. Det betyder, at man anerkender, at fremskridt sjældent følger en lige linje. I sværere perioder kan succes bestå i at holde fast i en rutine, gå en kort tur eller finde en overkommelig måde at bevare kontakten til bevægelse på. I perioder, hvor symptomerne fylder mindre, kan målene udvides og aktivitetsniveauet øges.
Hvorfor glæde ved aktiviteten betyder noget
Endelig fortjener glæden ved fysisk aktivitet større opmærksomhed. Nyere forskning tyder på, at fysisk aktivitet i fritiden har en stærkere sammenhæng med mental sundhed end fysisk aktivitet på andre områder af livet, hvilket understreger, at sammenhængen har betydning. Aktiviteter, der føles glædesfyldte, meningsfulde og selvvalgte, kan være lettere at holde fast i og mere gavnlige for den mentale sundhed end aktiviteter, man udelukkende udfører, fordi man ved, at de burde være gode for én. Derfor kan det være lige så vigtigt at hjælpe mennesker med at finde former for bevægelse, som de oprigtigt værdsætter, som at hjælpe dem med at nå et bestemt aktivitetsmål.
Mød mennesker dér, hvor de er
Tilsammen afspejler disse principper, hvad det vil sige at møde mennesker dér, hvor de er. Det handler ikke om at sænke forventningerne eller opgive målene, men om at tilpasse støtten til skiftende symptomer, omstændigheder og muligheder.
Fysisk aktivitet kan være et stærkt redskab til at fremme mental sundhed. Men at anbefale det er kun begyndelsen. Den egentlige udfordring – og mulighed – for fagpersoner er at hjælpe mennesker med at fastholde kontakten til fysisk aktivitet, når symptomer gør det svært at deltage. At møde mennesker dér, hvor de er, tilpasse støtten, når omstændighederne ændrer sig, og betragte tilbagefald som muligheder for læring kan være lige så vigtigt som selve anbefalingen.
Praktiske anbefalinger
- Forvent udsving – ikke konstant fremgang.
Psykiske symptomer, motivation og energiniveau ændrer sig over tid. Tal om fysisk aktivitet som noget, der kan være nødvendigt at tilpasse fra uge til uge, frem for at forvente en jævn og lineær udvikling. - Se tilbagefald som information – ikke som fiasko.
Når fysisk aktivitet ikke bliver til noget som planlagt, så undersøg, hvad der stod i vejen. Var målet urealistisk i forhold til de aktuelle symptomer? Var der andre krav, barrierer i omgivelserne eller problemer med at finde glæde ved aktiviteten? Brug denne viden til at justere fremtidige planer frem for at opgive dem. - Lav planer, der ikke er helt afhængige af motivation.
Hjælp mennesker med at finde enkle rutiner, faste holdepunkter og handlingsplaner, der gør det lettere at komme i gang med fysisk aktivitet – især på de sværere dage. Målet er ikke at maksimere motivationen, men at gøre aktiviteten mindre afhængig af selvkontrol. - Prioritér deltagelse før progression.
I perioder med dårligere mental sundhed kan det være vigtigere at fortsætte med at være lidt fysisk aktiv end at nå de anbefalede aktivitetsniveauer. En kort gåtur, en velkendt rutine eller en overkommelig form for bevægelse kan være med til at bevare troen på egne evner og skabe et fundament for senere fremskridt. - Gør glæden ved aktiviteten til et mål i sig selv.
Aktiviteter, der opleves som meningsfulde, tilfredsstillende eller glædesfyldte, er mere tilbøjelige til at blive fastholdt over tid. Hjælp mennesker med at finde former for bevægelse, som de oprigtigt værdsætter, frem for udelukkende at fokusere på det, der i teorien ser mest optimalt ud.
Oversat af: Chiara Cimenti
