Af Keegan Knittle, Helsinki Universitet, Finland          

Her er en genkendelig situation fra sundhedssektoren: en patient, der åbenlyst ville have stor gavn af mere fysisk aktivitet, kommer ind i praksissen. Vi drøfter deres fysiske (in)aktivitet, og konsultationen ender med, at patienten melder ud, at han/hun ikke er motiveret til at foretage ændringer. Hvad skal en læge så stille op? Hvordan kan vi motivere patienter til i det mindste at overveje at ændre deres adfærd til det mere fordelagtige? Eller endnu bedre, hvordan kan vi hjælpe dem til at skabe gode intentioner om at være aktiv?

Når læger konsulterer ”umotiverede individer”, begynder de almindeligvis ved at informere omkring alle fordelene ved fysisk aktivitet. De råder måske også patienten til at blive mere aktiv, men kan i denne forbindelse komme til at glemme at tage højde for individets egne træningspræferencer. På trods af, at disse informative og vejledende forsøg fra lægen er velmente, vil de sandsynligvis ikke lede til nogle reelle eller holdbare ændringer. Sandsynligheden taler nemlig for, at kun én ud af 26 inaktive personer, der modtager rådgivning om fysisk aktivitet, efterfølgende vil opnå denne anbefalede mængde.

Andre læger går skridtet videre fra opfordringsfasen og forsøger at drive disse ændringer frem hos patienten ved at sige ting som ”du bliver nødt til at ændre dig” eller ”du er nødt til at blive mere aktiv NU”. Disse mere direkte tilgange til at fremme fysisk aktivitet kan dog give bagslag og øge patientens modvilje til forandring. I mere ekstreme tilfælde vil læger måske prøve at skabe frygt i deres patienter for at sikre adfærdsændringer. Dette gøres ved at specificere de negative konsekvenser en uændret livsstil kan medføre. Medmindre patienten opfatter sig selv som værende i stand til forandring, mislykkes disse interventioner som regel . Spørgsmålet er imidlertid derfor: På hvilken måde kan man bedst motivere folk til at øge deres fysiske aktivitetsniveau?

I 2018 publicerede vores forskningsgruppe en større meta-analyse, som forsøg på at besvare dette spørgsmål. Først undersøgte vi mere end 100 forskellige interventioner, hvis formål er at fremme fysisk aktivitet. Vi identificerede interventionernes anvendte strategier til adfærdsændringer og forsøgte herefter at klarlægge, hvilke adfærdsændrende strategier, der førte til en øget motivation for fysisk aktivitet. Resultaterne viste to overordnede kategorier af adfærdsændringsstrategier, der lod til at føre til en øget motivation.

Den første kategori bestod af selvregulerende strategier. Vi fandt, at alle strategier (registrering af eget aktivitetsniveau, opsøgning og modtagelse af feedback på træningsindsats, målsætninger for aktivitetsniveau, udarbejdelsen af handlingsplaner samt anvendelsen af løsningsorienterede strategier for at overkomme barrierer for fysisk aktivitet) havde en effekt på motivation. Vi fandt ydermere, at interventioner, der sideløbende med registrering af aktivitetsniveau benyttede mindst en anden selvregulerende strategi øgede motivationen i højere grad end andre interventioner. Tidligere studier har vist, at selvregulerende strategier er særdeles vigtige i forbindelse med ændring af adfærd (f.eks. fysisk aktivitet, kost, rygning), og vores studie viste, at de ligeledes er meget vigtige for øgning af motivation. Ved at få patienter til at prøve kræfter med disse selvregulerende strategier kan de således hjælpes til både at blive mere fysisk aktive men også mere motiverede.

Den anden kategori af strategier for adfærdsændring relaterede sig til deltagelse på træningshold. Træningsholdene bidrager med viden omkring, hvordan man kan være fysisk aktiv, demonstrerer forskellige træningsformer samt giver mulighed for at afprøve disse. Interventioner med lignende grundlag, og hvori en ansvarlig instruktør var tilkoblet enkeltpersoner eller grupper førte til øget motivation for fysisk aktivitet. Dette kunne skyldes den oplevede støtte og opbakning fra instruktører, muligheden for at have det sjovt med andre under træning eller muligheden for social sammenligning deltagerne imellem. Der er altså en god chance for, at deltagelse i holdtræning vil øge inaktive individers motivation for at være fysisk aktive på trods af, at denne træningsform kan virke skræmmende og overvældende at kaste sig ud i.

Som konklusion er der ingen 100% succesfulde måder, hvorpå man kan motivere mennesker til at blive mere fysisk aktive. Vores forskning peger på, at det er en god start at fremme individers selvregulerende adfærd og deres deltagelse i holdtræning. Så næste gang, du sidder overfor en patient, der med fordel kunne bevæge sig lidt mere, kan du prøve at anvende nogle af de praktiske råd nedenfor. De vil muligvis ikke virke på alle, men vil som minimum bidrage med lidt flere værktøjer i dine bestræbelser på at motivere andre. God fornøjelse!

Praktiske anbefalinger

1. Registrér. Bed patienter om at registrere deres fysiske aktivitetsniveau ved at anvende en app, en aktivitetsmåler eller dagbog. Tilbyd dem at printe en liste ud med dine personlige anbefalinger til selvregistrering.
2. Evaluér. Få dem til at evaluere deres eget skema med aktivitetsregistrering for at undersøge, hvorvidt deres antagne aktivitetsniveau stemmer overens med virkeligheden. Dette er samtidig en oplagt anledning til at identificere, hvornår der er tid og rum i deres skema til fysisk aktivitet.
3. Sæt mål og udarbejd en handlingsplan. Bed patienten om at sætte et realistisk mål for aktivitetsniveau baseret på deres nuværende niveau og deres hverdagsskema (angivet i trin 1 og 2). Få dem ydermere til at lave en plan for, hvornår, hvor og hvordan de vil opnå dette træningsmål.
4. Bare gør det. Tilbyd patienten en liste over forskellige holdtræningsformer, lokale sportsforeninger eller gratis udendørsinitiativer i området. Hjælp dem med at udvælge de træningsmuligheder, der er mest interessante og oplagte for dem. Husk også at anerkende, at al begyndelse er svær, men at motivationsfølelsen netop kan blive hjulpet på vej ved at springe ud i det.
5. Fokusér på motivationen. Forklar patienten, at det er helt normalt at føle sig umotiveret. Understreg samtidig, at forskning peger på at anvendelsen af disse strategier kan hjælpe dem til at blive mere fysisk aktive og øge deres motivation på samme tid.

[Oversat af Mette Alkærsig og Nina Rottmann]