Af Kerry Chamberlain, Massey University, Auckland, New Zealand

Hvad gør folk med medicinen, når de kommer hjem med den? Overraskende lidt forskning har søgt at besvare dette spørgsmål. Det er imidlertid et vigtigt spørgsmål, da de fleste medikamenter tages derhjemme. Receptpligtig medicin er reguleret, men når den er ordineret og hentet, skal den indtages som forordnet. Folk kan også tilgå og bruge forskellige slags håndkøbsmedicin (fx smertestillende), alternativ medicin (fx homøopatiske produkter), og andre helbredsrelaterede produkter, som mindre tydeligt falder i kategorien medicin (fx kosttilskud, probiotiske drikkevarer). Det er dog vigtigt at huske, at adgangen til alle former for medicin kan variere fra land til land.

Alle slags medicin er komplekse sociale objekter og ikke kun medicinske teknologier, der helbreder eller lindrer medicinske tilstande, når de tages som forordnet. Medikamenter har meget forskellige dosis-respons effekter. Nogle (fx paracetamol) kan man godt tage i forskellige doser, mens det ved andre slags medicin (fx levothyroxine) kan medføre alvorligt helbredssvigt eller uønskede reaktioner, hvis man doserer dem bare lidt forskelligt. Alle medikamenter har bivirkninger af en eller anden art. Nogle er mindre påfaldende, mens andre bivirkninger er større og kan være alvorlige. Mennesker er også forskellige ift. hvor godt de tåler medicin, og tolerancen kan ændre sig over tid og ifm. gentagen indtagelse af et præparat.

 

Vi har betydelig evidens for, at kun halvdelen af den receptpligtige medicin tages som forordnet. Det er der en del forskellige grunde til, bl.a. oplevelse af bivirkninger, bekymringer ift. afhængighed og opfattelser af sygdommen, medicinen og behandlingen.

 

Det er derfor vigtigt at forstå, hvordan almindelige mennesker forholder sig til medicin i deres dagligdag. Vi gennemførte et forskningsprojekt i 55 husstande, der var udvalgt fra fire byer i New Zealand. Vi var ikke interesseret i deres adhærens til medicinen, men vi bad dem om at diskutere/beskrive deres praksis ift. medicin for at finde ud af, hvor medicinen blev opbevaret derhjemme og for at høre om alle de medikamenter, som de havde derhjemme.

 

Nogle vigtige fund fra dette projekt var følgende:

 

• I alle husstande var der en række forskellige medikamenter – receptpligtig medicin, håndkøbsmedicin og alternativ medicin –, og disse blev opbevaret forskellige steder i huset: Fælles medikamenter blev placeret centralt (i køkkenet eller i spisestuen), personlige medikamenter blev opbevaret i mere private områder (i soveværelset eller i badeværelset), og ældre medikamenter blev gemt fx i skabe og på loftet. Denne anbringelse af medikamenter afspejler familierelationerne og omsorgspraksis i husstanden.

 

• Folk forstod og brugte medicin meget forskelligt. Der var alt fra modstand mod brugen hen til forskellige måder at følge, ændre eller udvide deres brug, alt afhængigt af, hvilken medicin og hvilken sygdom det drejede sig om.

 

• Nogle havde fx en særlig holdning til antibiotika: “Jeg kan ikke lide at tage antibiotikum… antibiotika bør være forbeholdt nødstilfælde”
• Andre, der tog psykotropisk medicin, skruede ned for forbruget pga. bivirkninger og afhængighed: ”Jeg ville fungere ligesom et medlem af samfundet…for at få det bedre var jeg nødt til at droppe medicinen”
• Folk der brugte alternativ medicin, modsatte sig ofte helt de allopatiske medikamenter: ”Jeg ville hellere prøve at vente elle bare bruge andre alternativer end at tage medikamenter”
• Andre ændrede dosissen alt efter symptomerne: ”Jeg skulle tage en højere dosis, men jeg besluttede mig for at jeg ville prøve at holde den så lav som mulig”

 

• Disse dagligdags medicin praksisser blev styret af folks forståelse af værdien og betydningen af medicin i vores samfund. Medikamenter kunne frembringe uorden, når marketing og medierne skabte et billede af noget unaturligt og ude af kontrol, som øgede angst og frygt. De kunne også frembringe orden, når de blev opfattet som noget, der skabte balance og genoprettede orden og kontrol. Samtidigt kunne de fremkalde moralske spørgsmål, hvis de blev set som ’nødvendigt onde’, der krævede årvågenhed ifm. brugen. Brugen af medicin kunne også implicere en ’moralsk svigtende’ syg person eller en stigmatiseret svigtende krop.

 

Folks medicin praksisser har deres egen logik. I ”lægmands farmakologien” opstår patientens perspektiver på medicin på baggrund af både den sygdom, som de får medicinen for, og deres personlige helbredsnarrativer. Denne lægmands farmakologi påvirker, hvordan folk tager medicin derhjemme, som beskrevet ovenover. Den repræsenterer et perspektiv på medicin-indtagelse, som mangler i mange studiers tilgange til emnet. Medikamenter i hjemmet har deres eget sociale liv.

 

 

Anbefalinger

• Sundhedsprofessionelle indenfor sundhedspsykologi bør forstå, at medicin-indtagelse er en social praksis, og behandle emnet på denne måde, i stedet for kun at se det ud fra et biomedicinsk perspektiv på adhærens.
• Medicin brug kan forstås som handlinger, der er indlejret i steder, især i dagligdagens rumlige og tidslige rutiner i hjemmet. Sundhedsprofessionelle, der ønsker at intervenere ifm. medicin-indtagelse, bør diskutere og afdække disse praksisser og rådgive i relation til de sociale og kontekstuelle dynamikker, der påvirker patienters brug af medicin i dagligdagen.
• Sundhedsprofessionelle bør diskutere brugen af medicin åbent med patienter og prøve at komme med anbefalinger, der tager højde for patienternes forståelse af sygdommen, hvordan de ser og værdsætter medicin og hvordan medicin-indtagelses praksisser kan integreres i deres dagligdag.

 

Oversat af Nina Rottmann og Holger Berg