Af Irina Todorova, Health Psychology Research Center i Sofia, Bulgarien

At tage sig af sine aldrende nærmeste, hvis helbred kan være svækket, kan være en kompliceret og forvirrende oplevelse, som på en gang kan være givende såvel som frustrerende. Medicinsk forskning bidrager til at folk i dag kan leve længere, have et sundere liv, og kan i nogle tilfælde også udskyde de kognitive forfald, der ofte følger med alderen.  Måden hvorpå familier tager sig af deres ældre medlemmer, såvel som betydningen af det at blive ældre, demens samt omsorg og pleje varierer på tværs af kulturelle sammenhænge. De fleste mennesker aldres i deres hjem som en del af deres samfund, hvilket har psykosociale fordele for den ældre, såvel som for de andre generationer af familien. På samme tid kan det at tage sig af en person med svindende helbred indebære en fysisk såvel som psykologisk byrde, sorg relateret til det gradvise tab, samt mulige økonomiske byrder for pårørende.

Narrativ sundhedspsykologi stræber efter at forstå menneskers oplevelser, erfaringer og tildelte meninger, som de kommer til udtryk i deres hverdagskontekst gennem fortællinger, i særdeleshed for at få en forståelse af sundhed og sygdom, og de dertil relaterede identitetsforandringer. Mennesker kan gennem narrativer skabe mening i pludselige ”biografiske forstyrrelser”, og skabe forbindelser mellem fortid, nutid og fremtid, såvel som kontinuitet i det ændrede selv og de ændrede personlige forhold. Ved at forbinde separate begivenheder og derved skabe en sammenhængende fortælling, kan folk skabe forklaringer for det der er hændt, hvad denne hændelse har af betydning, og hvem man derfor i dag er. Som tidligere fundet i vores forskning om pårørende, tillader fortællinger de pårørende at forstå, hvordan deres forhold til deres nære med tiden omdefineres. Narrativ sundhedspsykologi understreger, at fortællinger har flere niveauer, så som personlige, sociale, og kulturelle, som kan belyse ulige vilkår i sundhedssektoren. Patienters, pårørendes og sundhedsprofessionelles fortællinger bliver også belyst i medicinfaget, heriblandt i medicinsk praksis samt i medicinsk undervisning.

Støtte til pårørende: Forskere og sundhedsprofessionelle har vist interesse for, hvordan pårørende kan støttes. Evalueringsstudier har vist, at forskellige tilgange kan være nyttige, og disse kan opsummeres i følgende grupper:

• Undervisning og træning – med fokus på at fremme viden om aldring og demens, dets stadier og symptomer;
• Social støtte – som udvist af andre i lignende situationer i støttegrupper eller i online formater; og af familiemedlemmer og venner;
• Aflastning – sociale netværk og organisationer kan skabe pusterum fra plejen for at mindske pårørendes udmattelse.
• Sundhedsfremmende adfærd – for de pårørende, så som fysisk aktivitet, stress reduktions øvelser og aktiviteter.

Hertil må vi også understrege vigtigheden af at advokere for politiske tiltag, der støtter pårørende og patienter. For eksempel vedtog delstatsparlamentet i Massachusetts for nyligt the Mass Alzheimer’s and Dementia Act, som reaktion på bidrag fra familier og sundhedsprofessionelle, og på opfordring af den lokale afdeling af Alzheimers foreningen. Denne lov vil understøtte træning af sundhedsprofessionelle til at diagnosticere og støtte demensramte patienter og familier; til at give tilstrækkelig underretning om diagnosen, og sikre tilstrækkelig akut pleje og beskyttelse mod misbrug.

Narrativ sundhedspraksis: De narrative tilgange er personcentrerede, samtalebaserede og er indlejret i den kulturelle og strukturelle kontekst, som omsorgen finder sted i. Pårørendes narrative praksis hjælper dem med at skabe mening, og forøger ligeledes deres ”narrative kompetencer” – at lytte til-, og være opmærksom på de fortællinger og oplevelser den person, de tager sig af, har.

En konklusion der kan drages ud fra metaanalyser af interventioner der promoverer velbefindende for pårørende er, at disse er mest effektive når både de pårørende og patienterne er involveret. Der findes flere eksempler på fortællepraksisser introduceret i hjemmehjælpen/på plejehjem (fx ’arbejde med livsfortællinger’ og ’arbejde med erindringer’). Selvom de fleste af disse fokuserer på ældre, er nogle af dem organiseret som fælles fortællepraksisser, som inkluderer familie og andre pårørende.

At pleje og drage omsorg kan være krævende for de pårørende, og er levet igennem fortællinger der sammenfletter udmattelse og sorg, og som har til formål at forstærke forholdet til ens kære. At hjælpe pårørende med at omfavne deres egne fortællinger kan bidrage til en fornyet følelse af mening og formål.

Med udgangspunkt i et narrativt-praksis perspektiv giver vi følgende anbefalinger om implementering til sundhedsprofessionelle. Disse kan pårørende også selv tage til overvejelse i deres dagligdag.

Praktiske anbefalinger:

• Opfordre pårørende til at dele deres historier om pleje og omsorg, og om deres ændrende forhold til deres kære. Stil åbne spørgsmål (”Fortæl mig om dengang…”), lyt med empati, og opfordre pårørende til at tale med deres venner eller at starte i en støttegruppe hvor man deler disse fortællinger.
• Opfordre pårørende til at skrive i dagbog, og at læse og reflektere over litteratur og poesi. Refleksion over disse fortællinger er en god tilgang for pårørende til at skabe mening i, hvad der sker i deres liv, og dette kan på mange måder have en positiv indflydelse på helbred.
• Erkend at pårørendes fortællinger er relationelle, og foreslå at pårørende samt de personer de tager sig af, sætter tid af til at tale sammen om deres delte fortid og nutid. Giv pårørende idéer til, hvordan man kan vække minder til live og forbinde dem med vedkommende de tager sig af (Eksempelvis ved at se på gamle billeder, genstande der vækker fælles minder, at skabe minde skrin og collager).
• Disse fortællepraksisser tager tid at implementere og giver måske ikke mening for alle pårørende. De bør derfor diskuteres med omhu. Da fortællingerne kan vække mange følelser, kan fortællepraksisserne også finde sted i korte sessioner.

Oversat af Minna Daifuku Dahl og Nina Rottmann