Selvregulering fra teori til praksis: hvordan du understøtter din patients mål for forandring

Posted on Posted in Self-regulation, Uncategorized

Af Stan Maes & Véronique De Gucht, Universitet i Leyden, Holland

I løbet af de sidste årtier er det sket en udvikling i sundhedssystemet væk fra at individer skal udvise komplians (dvs. adlyde) hen til at de har ’self-management’, som indebærer at tage ansvar for at kontrollere sin egen sundhed eller sygdom. For nyligt har dette udviklet sig videre til tanken om ’selvregulering’ (self-regulation). Det er en systematisk proces, som indebærer at sætte sig personlige helbredsmæssige mål og styre sin adfærd sådan, at man opnår målene. Som billede på denne vedvarende selvregulering har vi i denne blogpost valgt det ældgamle billede af ouroboros, slangen som bider sig selv i halen.

Selvregulering finder sted i tre faser: 1) Målbevidsthed og målsætning; 2) Målrettet aktivitet og 3) Målet opnås, opretholdes eller opgives. I de følgende afsnit anskueliggør vi disse faser gennem et tænkt eksempel, John, som har haft et hjerteanfald.

Fase 1

I den første fase bør individer blive opmærksomme på sundhedsmæssige mål og sætte sig mål for forandringer, som realistiske og relevante for dem selv. John kunne eksempelvis blive spurgt: ’Hvad vil det for dig sige at komme dig helt over sygdommen?’ Han kunne så svare, at det betyder meget for ham at gå ture med sit barnebarn i naturen. Derfor kunne John som et første skridt sætte sig det mål ’at gå korte ture i mit nabolag.’ Det vigtige er her, at man sætter sig sine egne mål og at de er realistiske set i forhold til ens funktionsevne. Det giver nemlig en følelse af ejerskab og gør det nemmere at opnå disse mål sammenlignet med mål, som man bliver påtvunget af andre. Teknikker fra motivationsskabende samtaler kan hjælpe umotiverede individer med at sætte sig personlige mål.

Fase 2

Den anden fase er karakteriseret af målrettet aktivitet. I denne fase bliver individer nødt til at nå fra hensigt til handling og overvinde det klassiske mismatch mellem de to. Her har man brug for en handlingsplan, som bygger på egne overvejelser og specificerer præcist hvor, hvornår og hvordan man skal handle. I vores eksempel kunne det være: ’Fra og med næste uge vil jeg gå en tur med hustru hen til et lokalt supermarked for at købe ind på mandage, onsdage og fredage kl. 15.’ Sådanne handlingsplaner, som indeholder de nødvendige konkrete oplysninger, har vist sig at gøre det nemmere at opnå mål, der har med fysisk træning, sund kost og andre sunde vaner at gøre.

Derudover er der tre regulerende mekanismer, som spiller en rolle i den målrettede aktivitet. Den første mekanisme er feedback, som indebærer at føre tilsyn med og evaluere fremskridtene. I vores eksempel kunne John blive bedt om at føre regnskab over sin aktivitet for at se, om han når sit mål. Man kunne så gennemgå resultaterne med John og udpege enten succeser eller problemer som skal tackles fremover. Den anden mekanisme er forudseende processer eller det såkaldte feedforward. Det indbefatter ens forventninger til resultater (dvs. det, man tror, vil ske, hvis man handler) og troen på ens evne til at magte en opgave (self-efficacy). Såvel ens forventningerne til resultater som ens self-efficacy forbedres ved at se andre opnå deres mål, se fremskridt hen mod ens mål og opmuntring. Derfor bør klinikere for det første sætte en i forbindelse med andre, som er lykkedes med at opnå lignende mål, for dermed at øge chancen for at man opnår sine mål. For det andet bør individer henvises til tilbud, hvor de får opbakning til deres mål. Den sidste mekanisme er at aktivere kontrolprocesser for at sikre at indsats varer ved trods modstridende mål eller forhindringer. Man kan blive afledt fra ens mål af større livsbegivenheder, og det hæmmer den målrettede aktivitet. Hvis man fejler eller på anden måde ikke kommer sit mål nærmere er det ofte knyttet til dårligt humør. Hvis det er tilfældet hos John, bør man hjælpe ham støtte til at håndtere sådanne følelser og tackle nederlaget, ved at se det som en oplevelse, han kunne lære noget af.

Fase 3

Den tredje fase er tiden, hvor målet enten opnås og opretholdes eller målet opgives. Når man når i mål er det ingen slutning, men snarere en ny begyndelse. Man kan opmuntre individer til at sætte sig nye mål for at fortsætte fremgangen fremover. Hvis et selvvalgt mål viser sig at være uden for rækkevidde, er det ofte bedre at ophøre med at forfølge dette mål og vælge et andet mål, som er lettere at håndtere. I vores eksempel kunne John altså fortsætte med at forfølge sit oprindelige mål eller i stedet sætte sig et nyt mål så som at gå ud og lufte hunde hver dag. Når man fremmer self-efficacy og social opbakning er det også her vigtige prædiktorer for opretholdelse.

Megen forskning bakker op om, at interventioner, som bygger på selvregulering, er effektive måde at ændre den helbredsmæssige adfærd både i sunde populationer og blandt patienter med kroniske sygdomme. Eksempler på sidstnævnte er vægttab hos folk med diabetes 2, fysisk aktivitet blandt folk med ledgigt, livsstilsændringer i hjertekar rehabiliteringen, og en bedre balance mellem aktivitet og hvil hos folk med kronisk træthedssyndrom (chronic fatigue syndrome)

Figur: Den selvregulerende cyklus.

Praktiske anbefalinger

1) Hjælp individet med at formulere et personligt mål for forandring, som knytter sig til et relevant sundhedsmæssigt problem (f.eks. ’Hvad vil det for dig sige at komme dig helt over sygdommen’)? Målet børe være konkret, værdifuldt for individet, hverken for let eller for svært og til at opnå inden for en overskuelig periode.

2) Hjælp individet med at lægge en handlingsplan ved at spørge ind til hvor, hvornår og hvor længe en patient vil handle for at nå sit mål.

3) Bed individet om at bygge en ‘mål-stige’, der består af trin, som man (selv) kan evaluere og gradvist leder op mod målet.

4) Øg individets self-efficacy ved at give eksempler på andre patienter, som opnåede et lignende mål, opmuntre patienten og rose ham eller hende for at nærme sig sit mål. Lær individet at tackle forhindringer og tilbagefald.

5) Bak op om opretholdelse af mål og hjælp individet med at omformulere deres mål til noget, som er nemmere at håndtere, hvis de synes, at målet i sin nuværende form er uden for deres rækkevidde.

Oversat af Holger Berg & Nina Rottmann